Musemåtte til en teenager

Paw Hermansen

3. august 2010

Far, jeg skal ha’ en ny musemåtte, – den gamle er slidt igennem, sagde min teenage søn. Heldigvis havde jeg en gør-det-selv musemåtte liggende, og så var det bare at lave lidt simpel billedbehandling og printe min søns nye musemåtte. Jeg vil ikke gentage de verbale ytringer, han kom med, da han så musemåtten og dens indhold.

Den færdige musemåtte

Billedbehandling

Min søn spiller mange computerspil, og han spiller dem meget. Så jeg fandt et foto af ham fra et nylig besøg ved middelalder markedet på Spøttrup Borg og læste det ind i GIMP, som er programmet, jeg plejer at bruge til billedbehandling.

Lag-vinduet i GIMP

For at kunne flytte rundt med tingene, lavede jeg et lag til hver ting. Fotoet er baggrunden, så kommer tekst baggrunden, som er en farvet boks, man kan se delvis igennem, og til sidst tre lag med tekster.

Den gennemsigtige boks lavede jeg ved at markere en firkant rundt om teksterne, og derefter udfylde den med farve, som vælges til cirka 35% gennemsigtig.

Farven valgte jeg som en typisk farve fra billedet. Det gør, at den passer ind i billedet uden at virke påfaldende.

Jeg lavede en stor margin rundt om den gennemsigtige boks, fordi musemåtten, jeg ville skrive ud på i sig selv havde en ret bred margin, der tages af, inden musemåtten er færdig.

Udskrivning

Husk at lave kladde udskrifter på almindeligt papir, indtil billedet kommer rigtigt ud. Blæk er billigere end en ny print-selv musemåtte.

Print-selv musemåtten, jeg havde liggende, var en meget tynd en. Derfor kunne den komme direkte i printeren og printes på, som om den var et stykke foto-papir. Det sværeste var, at musemåtten var mindre (B5) end normalt papir (A4). Jeg måtte lave adskillige kladde udskrifter på B5 papir, før jeg fandt ud af at ramme B5 papiret i stedet for at ramme lige midt i et stykke normalt A4 papir, der slet ikke var i printeren. Så husk at lave kladde udskrifter på almindeligt papir, indtil billedet kommer rigtigt ud. Blæk er billigere end en ny print-selv musemåtte.

Efter udskrivningen lå den og tørrede helt i en times tid, før jeg fulgte vejledningen på pakken og fjernede ramme og beskyttelsespapir fra musemåtten, og gav den til min teenage søn.

Konklusion

Trods besværet med papir-størrelsen var det nemt at lave en personlig gør-det-selv musemåtte. Jeg synes, at den var dyr, 80 kroner, men hvis man kigger sig lidt om, kan man måske få en billigere.

Jeg er lidt skeptisk med hensyn til, hvor længe den holder og hvor hurtigt printer-blækket vil begynde at blive slidt af. Men på den andens side, så holder de musemåtter, jeg plejer at købe færdige, heller ikke så længe.

Inspiration

En musemåtte kan bruges af en selv, gives i julegave til onkelen eller til forretningsforbindelser. Naturligvis kan man sætte en vittighedstegning eller et morsomt foto på sin musemåtte, men her er nogle andre ideer:

  • Et visitkort eller en reklame. Udleveres som gave til forretningsforbindelser.
  • Et foto af børnene.
  • Et idol-billede.
  • Barnets første tegning i Microsoft Paint, som gave til far.
  • Links til interessante websider.
  • Cheat-sheet, tabeller eller formler til hvad man nu end arbejder med.
  • Et ordsprog eller en vittighed.
  • En labyrint, man kan løse med en finger.
  • Et skak-brædt eller andre spil.
  • Vejledning til at binde et slips.
  • En by set fra oven, hvor man kan lege at mønter er små biler.

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer til Musemåtte til en teenager. Du er meget velkommen til at komme med dine kommentarer, forslag eller nye ideer.

Skriv en kommentar