Et tal-spil og et ord-spil

Paw Hermansen

10. oktober 2009

To små spil præsenteres – det ene med ord, hvor man skal samle tre ens bogstaver, og det andet med tal, der skal lægges sammen til 15. Spillekortene er lavet i et tekstbehandlingsprogram, og nederst på siden afslører jeg en hemmelighed, der gør spillene meget lettere at spille.

Ord-spillet “Tre ens”

“Tre ens” hedder et simpelt tal-spil, som spilles af to spillere med ni kort.

Billede af orderne: kat ar ase tø køre sø tue ur suk

På hvert kort står et ord, som det ses på billedet.

De to spillere starter med de ni kort bredt synligt ud i en “bunke” på bordet. Spillerne skiftes til at vælge et af kortene fra bunken og flytte det over til sig selv, indtil de hver har tre kort, og der altså ligger tre kort tilbage i bunken.

Hvis du bruger hemmeligheden, så vinder du hver gang! Måske.

Derefter skiftes de til at bytte et af deres kort med et kort i bunken. Begge spillere kan hele tiden se alle ni kort.

Vinderen er den spiller, der først har samlet tre ens bogstaver. For eksempel har man vundet, hvis man sidder med ordene KAT, KØRE og SUK, fordi man har samlet tre K’er.

Tal-spillet “15”

Et spil med næsten samme regler hedder “15”, fordi det gælder om at samle tre tal, der lagt sammen giver 15.

De to spillere starter med ni kort bredt synligt ud i en “bunke” på bordet. På hvert kort står et af tallene mellem 1 og 9. Spillerne skiftes til at vælge et af kortene fra bunken og flytte det over til sig selv, indtil de hver har tre kort, og der altså ligger tre kort tilbage i bunken. Derefter skiftes de til at bytte et af deres kort med et kort i bunken. Begge spillere kan hele tiden se alle ni kort.

Vinderen er den spiller, der først sidder med tre kort, der sammenlagt giver 15. For eksempel har man vundet, hvis man sidder med tallene 2, 5 og 8, fordi de lagt sammen giver 15.

Spillekortene

Jeg har lavet to versioner af “Tre ens” og en version af “15”. Alle tre ses nedenfor, hvor de kan downloades som pdf. Det var noget af et puslespil, at finde orderne i “Tre ens”, så de passer sammen og spillet blivet tilpas spilbart.

Billede af kortene sat op som en tabel i mit tekstbehandlingsprogram

På billedet ses, hvordan indholdet af kortene er skrevet i en tabel i mit tekstbehandlingsprogram. Jeg bruger Writer fra Open Office, fordi det er gratis og godt, men Microsofts Word kan naturligvis også bruges. Hvis man ikke har en passende skrifttype, så kan man downloade mange sjove skrifttyper fra internettet.

Stregerne mellem kortene, det vil sige rammen mellem felterne i tabellen, er sat op til at blive tegnet med en lys grå farve. Så bliver det lettere at klippe eller skære ud. Guld-rammen fandt jeg på internettet, ændrede dens størrelse til 250 x 155 pixler i mit billedbehandlingsprogram, og indsatte den som baggrundsbillede i hver felt i tabellen. Den brede gule ramme på billedet nedenfor er lavet med tekstbehandlerens tegnemuligheder.

Jeg udskrev et sæt kort på blankt fotopapir, og det så næsten for flot ud. Prøv med almindeligt papir eller karton.

Hemmeligheden

Hemmeligheden ses nemmest på de to versioner af ord-spillet. Når man lægger ordene op som på billederne, så svarer “Tre ens” spillet til det kendte kryds-og-bolle, hvor det gælder om at få tre på stribe. Det vil sige, at i stedet for at spille efter at få tre ens bogstaver, så skal man “bare” lære placeringen på billederne af de ni ord udenad og så spille kryds-og-bolle.

Den samme hemmelighed gælder for tal-spillet “15”. På billedet nedenfor er tallene stillet, så tallene i linierne på kryds, på tværs og på skrå, sammenlagt giver præcis 15.

Det er ikke andet end kryds-og-bolle.

Så lær placeringen udenad og spil kryds-og-bolle i stedet for at sidde febrilsk og regne. Så vinder du hver gang! Måske. Held og lykke.

Download pdf

Klik på et af billederne for at åbne det som pdf. Højreklik på et af billederne og vælg “Gem som…” eller “Gem Link som…” for at gemme det.

download gratis pdf

download gratis pdf

download gratis pdf

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer til Et tal-spil og et ord-spil. Du er meget velkommen til at komme med dine kommentarer, forslag eller nye ideer.

Skriv en kommentar